Congee
Her får du en virkelig skøn og velsmagende opskrift på den lækre asiatiske rissuppe Congee - denne lavet med mælk og edamamebønner.
Ingredienser ( 4 personer )
Congee
- 2 spsk smør
- 1 løg, hakket
- 3 fed hvidløg, hakket
- 2 gulerødder, i tern
- 250 g frosne edamamebønner
- 2 dl jasminris
- 1 dl røde linser
- 500 ml mælk
- 1 liter vand blandet med kyllingebouillon
Glaserede gulerødder
- 1 spsk smør
- 4 gulerødder, skåret i tynde stave
- 2 fed hvidløg, hakket
- 4 spsk honning
- 5 spsk soya
- 1 tsk chiliflager
- Lidt salt
Topping
- Hakket peanuts
- Forårsløg
Sådan gør du
Congee
Start med at skylle risene og linserne i koldt vand. Smelt herefter smørret i en stor gryde. Tilsæt løg, hvidløg og gulerødder og lad det stege, indtil løgene er bløde. Tilsæt ris og linser til gryden og steg med i 1-2 minutter. Tilsæt mælk og vand med bouillon og kog op under omrøring. Når retten koger, skru ned til mellem/lav varme, og lad retten simre i 20-25 minutter med låget halvt på. Det er vigtigt, at der kan komme lidt damp ud fra gryden. Når retten har simret færdig, tilsættes edamamebønnerne, og congeen piskes i ca. 5 minutter med et piskeris. Dette hjælper med at opbryde riskornene og skabe den grødede konsistens. Smag retten til med salt. Afhængig af præference for konsistensen kan du tilføje ekstra væske eller forlænge kogetiden.
Glaserede gulerødder
Mens congeen simrer, varm din pande op til mellem/høj varme. Tilsæt smør, hvidløg og chiliflager til panden og steg i 1 minut. Tilsæt derefter honning og soya. Når honningen er smeltet, tilsættes gulerødder og salt. Steg gulerødderne i ca. 15 minutter under jævnlig omrøring, eller indtil al væske er fordampet, og gulerødderne har fået en fin glasering.
Server din varme congee i en dyb tallerken og tilføj de glaserede gulerødder. Hvis du ønsker det, kan retten toppes med hakket peanuts og forårsløg. Velbekomme!