Laks i cremet cajunsauce

Denne lækre ret kan stå på bordet på under 30 minutter, den smager helt fantastisk, og så er den drøn nem at lave.

 

Ingredienser ( 4 personer )

  • 4 laksebøffer – ca. 150 g/stk
  • 1 løg, finthakket
  • 3-4 fed hvidløg, revet eller presset
  • 300 g cherrytomater, halveret
  • 100 g frisk spinat
  • 2 dl hvidvin – eller bouillon*
  • 2 1/2 dl fløde
  • 60 g parmesan, fintrevet
  • 3 spsk cajun krydderi (fåes bl.a. i Urtekram og Santa Maria)
  • Salt og peber
  • Olie

Til servering

  • Ris, pasta eller kartofler
  • Evt. forårsløg heller persille

Sådan gør du

Fjern evt. ben fra laksefileterne, og krydr med salt og peber.

Varm en pande op, og steg laksefileterne i n smule olie ved god høj varme i ca. 3 minutter på hver side, – alt efter tykkelse. Læg dem til side på en tallerken og dæk dem løst med folie.
Har laksen skind på, så start med at stege kød siden. Pres evt. med en palet på skindsiden imens, så laksestykket mases let mod panden, – så sikrer du en flot stegeflade. Vend derefter stykkerne og lad dem stege i ca. 3 minutter på skindsiden.

På samme pande svitses løg og hvidløg af i en smule olie.

Tilsæt tomater og cajunkrydderi, – rør rundt og hæld derefter hvidvin (eller bouillon) over. Lad det koge ind i 3-4 minutter.

*Bruger du bouillon, vil jeg anbefale kylling eller grøntsagsbouillon. Derudover vil jeg anbefale at du til sidst smager saucen til med citron, – så du får lidt syre ind i retten.

Tilsæt fløde og parmesan, og lad retten småsimre i 8-10 minutter.

Smag saucen til med salt og peber, og vend spinaten i saucen til den falder sammen.

Fjern skindet fra laksestykkerne og læg dem tilbage i saucen.
Dette step kan du undlade, hvis ikke panden sættes på bordet.

Server laks i cajun sauce med kogte ris, din favorit pasta, kogte eller knuste kartofler, bagt græskar eller lignende.

 

Opskriften er udviklet i samarbejde med Gourministeriet.

Prøv også