Spinattærte med hytteost

Lækker og nem madtærte med fyld af spinat og hytteost. Server den som en let frokost
eller brug den som et grønt 'take' på aftensmaden, eventuelt med en grøn salat til.

Ingredienser ( 4 personer )

Tærtebund

  • 130 g hvedemel
  • 50 g fuldkornshvedemel
  • 100 g smør, koldt og skåret i tern
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk vand

Fyld

  • 6 æg
  • ½ dl mælk
  • 200 g hytteost
  • 450 g spinat, optøet fra frost
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 forårsløg
  • Skal fra 1 citron (usprøjtet)
  • 1 tsk timian
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk stødt muskatnød
  • Lidt friskkværnet peber

Sådan gør du:

Tærtebund

  1. Smuldr smørret i hvedemel, fuldkornshvedemel og salt. Saml dejen med lidt vand. Det er vigtigt ikke at ælte dejen, den skal bare lige samles.
  2. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og kom den i en tærteform på cirka 25 cm. Sæt formen i
    køleskabet i minimum 30 minutter.
  3. Tænd ovnen på 200 grader over- og undervarme.
  4. Prik den kolde tærtedej i bunden med en gaffel, og læg et stykke bagepapir oven på.
  5. Fyld herefter tærtebunden med bagekugler eller tørrede bønner og blindbag den i 15
    minutter. Imens forberedes fyldet. 

Fyldet

  1. Pres den optøede spinat godt i en si med en ske, så al væsken presses ud.
  2. Hak løg, hvidløg og forårsløg fint.
  3. Pisk æggene sammen med mælk.
  4. Bland spinat og de forskellige hakkede løg sammen med resten af ingredienserne til fyldet. Vend det hele godt sammen.
  5. Når tærtebunden er forbagt, fjernes bagekugler og bagepapir, og fyldet kommes ned oven i tærtebunden.
  6. Sæt tærten tilbage i ovnen og bag den i ca. 40 minutter ved 200 grader til den er fast
    og let gylden på toppen.
  7. Lad tærten hvile i 5 minutter inden du tager den ud af formen og serverer den.

 

Opskriften er udviklet i samarbejde med Mad for madelskere

Prøv fx denne skønne salat sammen med tærten!