Sprøde flødekartofler
Flødekartofler er en rigtig klassiker - her får du den i en lidt anderledes "vertikal version", som helt sikkert vil imponere dem, du serverer den for, med både sit flotte udseende og den fantastiske kombinationen af sprødhed og cremet velsmag.
Ingredienser ( 4 portioner )
- 1.5 kg mellemstore kartofler
- 1 bananskalotteløg - fintsnittet
- 4 dl piskefløde
- 2 fed hvidløg - knust
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Lidt friskrevet muskatnød
- 2 tsk frisk timian (+ lidt ekstra til pynt!)
- 25 gram smeltet smør til pensling
SÅDAN GØR DU:
- Tænd ovnen på 200 grader alm ovn.
- Rengør kartoflerne, men behold gerne skrællen på.
- Snit kartoflerne i tynde skiver på ca 3 mm.
- Fordel kartoflerne stående i et ildfast fad (fadet på billedet her i opskriften måler 24 cm i diameter).
- Bland fløde, hvidløg, løg, krydderier og timian i en skål og hæld det over kartoflerne. Med en gaffel fordeles løgene så de kommer lidt ned imellem kartoffelskiverne.
- Bages ca 60 minutter.
- Efter 30 minutter pensles med smeltet smør og igen, når flødekartoflerne kommer ud af ovnen.
- Drys med frisk timian og lidt flagesalt inden servering. Velbekomme!
Opskriften er udviklet i samarbejde med Majspassion.