Vegetariske boller i karry

Her synes vi faktisk, at det er lykkedes at lave en vegetarisk opskrift, hvor man nærmest ikke kan smage forskel i forhold til den originale version af boller i karry (altså den med kød i). Vi har nemlig fået twistet den klassiske boller i karry til en 100% vegetarisk udgave - og endda med en karrysauce, der er fyldt med en masse (skjulte) grøntsager! 

Ingredienser

Vegetarboller

  • 250 g blomkål (rå vægt)
  • 250 g kogt quinoa (cirka 125 g tør vægt)
  • 50 g panko rasp
  • 1 løg, finthakket
  • 2 æg
  • 1 tsk. paprika
  • 1 tsk. karry
  • 1 tsk. salt

Karrysovs

  • Smør
  • 2-3 tsk. karry
  • 1 løg
  • 350 g blomkål (1/2 blomkål)
  • 1 squash (cirka 500 g)
  • 3 kartofler (cirka 300 g)
  • 2-3 gulerødder (cirka 250 g)
  • 1 terning grøntsagsbouillon
  • 7 dl vand
  • 2 dl mælk
  • Salt
  • Peber

Tilbehør

  • Kogte ris (evt. blandet med blomkålsris)
  • Æbler i tern (som topping til den færdige ret)

SÅDAN GØR DU

Vegetarboller

  1. Skær blomkål i mindre buketter og kog dem i en gryde med letsaltet vand til de er møre (5 min).
  2. Kør kogt quinoa og blomkål på foodprocessoren.
  3. Kom i en skål og bland sammen med resten af ingredienserne.
  4. Form til små boller.
  5. Steg på panden i olie.

 

Karrysovs

  1. Gør alle grøntsagerne klar. Skræl kartofler og gulerødder og skær i tern. Skær blomkål i mindre buketter og skær også squash i tern. Pil løget og skær det i tern.
  2. Smelt smør i en gryde.
  3. Svits karrypulver i smørret og kom grøntsagerne i gryden og steg dem af.
  4. Hæld vand og grøntsagsbouillonterning i gryden og lad det komme op at koge. Lad det koge i cirka 20-25 minutter eller indtil grøntsagerne er helt møre.
  5. Med en stavblender blender du alle grøntsagerne direkte i gryden.
  6. Tilsæt så mælk til sovsen og smag den til med salt, peber og eventuelt mere karry.
  7. Servér sammen med kogte ris og æble skåret i tern. Hvis du vil have endnu flere grøntsager så byt evt. halvdelen af risene ud med blomkålsris.

Opskriften er udviklet i samarbejde med LOUISESMADBLOG. 

Prøv også den her lækre græskargryde!