Hindbærkoldskål med den sprødeste topping

ELSKER du også bare koldskål?! Så får du her en super nem, men lidt alternativ version lavet med friske hindbær og ristede havregryn på toppen! Den er perfekt som kølende sommerdessert (eller måske som morgenmad en søndag, hvis der bare skal "selv-forkæles" lidt ekstra). 

Ingredienser ( Dessert til 4 personer )

Ristede havregryn

  • 3 spsk. flydende honning
  • 1 spsk. smør
  • 3 dl havregryn
  • 1 nip salt

Hindbærkoldskål

  • 4 æggeblommer
  • 1 ½ dl sukker
  • Korn af ½ stang vanilje
  • 125 g hindbær
  • 2 dl ymer eller A38
  • 1 liter kærnemælk
  • 1-2 spsk. citronsaft
  • 2 tsk. fint revet citronskal (usprøjtet)

Til serveringen

  • Lidt ekstra hindbær
  • Citronskiver og evt. lidt skovsyre til pynt

SÅDAN GØR DU

  1. Lun honning på en stor, varm pande sammen med smør.

  2. Kom havregryn på og lad dem riste stille og roligt, til de er let gyldne; Ca. 6-8 minutter.

  3. Krydr dem med lidt salt. Bred dem ud på et stykke madpapir og lad dem køle.

  4. Pisk imens æggeblommerne med sukker og vaniljekorn med en elpisker til blommerne er helt lyse og sukkeret så godt som opløst.

  5. Pisk hindbær i.

  6. Vend ymer eller A38 i og rør til sidst kærnemælk i.

  7. Smag til med citronsaft og citronskal.

  8. Anret koldskål i skåle eller dybe tallerkner.

  9. Drys med havregryn og top med bær, citron og evt. lidt skovsyre. Servér straks.

TIP: Du kan sagtens lave koldskålen og nyde den med kammerjunker, hvis du synes det er bedst. 

 

Opskriften er udviklet i samarbejde med Louisa Lorang (FØLG EVT. HENDES INSTAGRAM-PROFIL HER)

Prøv også disse lækre 'overnight oats'. det er vanedannende, så er du advaret!