Tre, to, én - trifli!

Prøv de små, lækre trifli med makroner, creme fraiche- og flødeskumscreme og råmarinerede jordbær med lime og mynte! De er nemme at lave og så smager de bare himmelsk pga. de både søde, syrlige og forfriskende elementer.

Det skal du bruge (til ca. 8 anretninger/glas):

500 g jordbær

2 spsk. sukker

Skal og saft fra 1 lime

10 mynteblade

1 lille tsk. vaniljesukker

2 dl fløde

1 dl creme fraiche

1/2 tsk. vaniljesukker

15 makroner

Sådan gør du

  1. MARINEREDE JORDBÆR:
    Skyl jordbærrene. Fjern toppen, og skær dem i kvarte.
    Kom sukker, limesaft, limeskal, finthakkede mynteblade og vanilje ned til jordbærrene, og vend godt rundt. Sæt på køl i en times tid, så jordbærrene kan trække smag.
  2. CREME:
    Pisk fløden til flødeskum og bland den forsigtigt med creme fraiche og vaniljesukker.
  3. MAKRONER:
    Knus makronerne. Kom dem fx i 2 x fryseposer (brug 2 stk. udenom hinanden, så hvis der går hul på posen, har du stadig styr på dine knuste makroner), og brug en kagerulle til at banke dem i stykker.
  4. ANRETNING:
    Kom de knuste makroner i bunden af glassene, så flødeskumscremen på og til sidst de marinerede jordbær.

 

Opskriften er udviklet i samarbejde med Juliebruunsblog (følg EVT. hendes Instagram-profil her)

 

er du OGSÅ til en lækker Jordbærsmoothie? Så prøv denne  

Prøv også